Bisættelse, Terslev Kirke 181204, 192 – 552 - 121

Henrik Ekdahl Krøyer Jørgensen

For en uge siden, var vores verden en anden. En ganske almindelig lørdag med vækkeur og morgenmad. Nogen holdt fri og læste avis eller plejede tømmermænd. Andre skulle lige have klaret et stykke arbejde inden der for alvor gik jul i kalenderen.

En ganske almindelig lørdag aften med lidt god mad og lidt snak og måske lidt TV-kiggeri eller et computerspil inden det var tid til at gå i byen og feste.

Men natten mellem lørdag og søndag vendte verden vrangen ud. Der skete det, som ikke kan ske. En kvik og morsom, glad og tilsyneladende frisk ung mand fester sammen med kammeraterne, ikke vildt og voldsomt bare rigtig hyggeligt. Han har fået lidt at drikke, men slet ikke noget faretruende. Han bliver utilpas, han tror ikke det er noget særligt, skal bare have lidt frisk luft for at komme til kræfter og kunne feste videre.

Men sådan gik det ikke.

Den lørdag nat stoppede et liv så uventet og pludseligt, og verden er ikke længere den samme.

Det er dårligt at vi her en uge efter rigtig har fattet, at Henrik er død. Jo nok med hovedet, men ikke ´med hele bevidstheden. Det er som om det er en ond drøm, vi gerne hurtigst muligt ville vågne op fra.

Det er ufattelig tungt for jer Bjarne og Susanne at have mistet jeres Henrik. Tungt for jer i den nærmeste familie og for jer kammerater. Jeg ved det har betydet meget for jer, at I har været åbne om jeres sorg, at kammeraterne er kommet på besøg på Årløsevej, at I er samledes inde ved B & W, at I har sat lys og skrevet hilsner, at I har taget kontakt til venner, der er flyttet fra byen. Det fjerner ikke sorgen og savnet, men I hjælper hinanden med at bære det.

Vi er samlet her i Terslev Kirke i dag om Henriks kiste.

Vi er samlet for at hjælpe hinanden og få hjælp fra Gud i det forfærdeligt svære det er at skulle tage afsked med et menneske så alt for tidligt.

Vi er her for at mindes Henrik og dele nogle af minderne med hinanden.

Selv har jeg kendt Henrik gennem alle de 20 år jeg har været præst her i Terslev.

Jeg kan tydeligt huske Henrik fra de første år:

En lille kvik fyr. Et hoved mindre end de fleste.

Men ikke en, som affandt sig med at blive set over hovedet. Hvad han ikke havde i højden havde han i munden. Morsomme bemærkninger, ind imellem temmelig frække. Henrik var en af dem, der skulle prøve grænser af og som i sin nysgerrighed nogle gange kom til at gå over grænsen. Men han var hurtig til at fatte situationen og få trukket i land og dækket til med en hel masse ord og den charme, han havde en hel masse af.

Det er typisk, at Henrik på billedet fra konfirmationen, hvor han står fin og vandkæmmet med hvid skjorte og slips ikke kan dy sig for at skære lidt ansigt.

Måske var det ikke altid så let at være Henrik. Måske var det derfor han i nogle år brugte rigtig mange timer alene foran Pc’en med spil og den slags. Men der skulle også være tid til kammeraterne. For Henrik var af natur meget social. Hvad skulle Henrik gå i gang med efter skolen.

Det blev i første omgang IT som så mange andre drenge.

Men så en dag var Henrik selv blevet helt sikker på, at det skulle være noget helt andet: murer.

I 1½ år har han arbejdet som murer. Han knoklede med at få bygget sin krop op til at kunne klare jobbet. Og det viste sig, at han virkelig var glad for det og dygtig til det.

Han var kommet på sin rette hylde.

Det var tydeligt at se på de billeder, I viste mig, Susanne og Bjarne, forleden. Et billede af Henrik lige efter han havde fået lærepladsen. Stadig en dreng på vej ud i livet. Det andet billede var fra efteråret her. Det samme lys i øjnene, den samme smil om munden, men der var sket meget, han var i løbet af de 1½ år blevet en ung mand.

Livet var en fest. Og Henrik var med, midt i festen.

Men hvad hverken Henrik eller nogen andre vidste:

Hans hjerte var meget levende, men ikke så stærkt.

Han blev stoppet midt i festen.

Og lige nu er det som om festen er gået helt i stå.

Da vi sad og talte om det her i onsdags hos jer, Susanne og Bjarne, var der en historie fra Det nye Testamente, som meldte sig af sig selv hos mig. Det er evangelisten Lukas beretning om den dag Jesus og hans disciple kom til landsbyen Nain. Lukas fortæller, at da de nærmede sig byporten ser de et begravelsesfølge, en ung mand er død, en mors eneste søn, og hun var enke. En stor skare fra landsbyen følger med hende. Da stopper Jesus dem og siger til moderen: ”Græd ikke!” Og han går hen og rører ved båren hvor den unge mand lå. Bærerne stopper op og Jesus siger: ”Unge mand, jeg siger dig: rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Og folket undrede sig og sagde: ”En stor profet er fremstået blandt os og Gud har besøgt sit folk.”

Vi kan genkende vores egen situation i historien. Det umulige, uretfærdige, uforståelige er sket: en ung mand er død, og vi er til begravelse. For at sørge og mindes.

Men så sker der noget helt uhørt. Noget som ingen havde regnet med. En fremmed stopper følget og vækker den døde. Måske siger I: hvad skal vi med sådan en historie. Den slags sker jo ikke her hos os. Vi får jo ikke Henrik igen på den måde. Og det er jo rigtigt. Men det er også rigtigt, at sådan var det også for evangelisten Lukas, som fortalte historien her 50 år efter. Han og hans venner vidste godt, at døden stadig havde stor magt i verden og over menneskers liv. De havde selv båret både gamle og unge til graven uden at nogen var kommet og havde stoppet dem på vejen. De kendte til sorg og savn.

Alligevel brugte de deres liv på at fortælle den her og de andre historier om Jesus videre. Hvorfor?

Fordi han havde åbnet et helt nyt perspektiv i deres tilværelse. Han havde ikke bare sagt, at hvert eneste menneske er enestående og uendelig værdifuldt bare ved at være til, at intet kludder undervejs kan ændre noget ved det. Han havde ikke bare sagt det, han havde vist det. Han havde omgåedes alle mulige slags folk, også dem, andre ikke regnede for noget som helst. Han havde sagt til alle, der gad høre på det: du duer som du er! Jeg har brug for dig.

Og det er ikke kun mig, der siger sådan, det er Gud selv. Du er et Guds barn, kendt og elsket af ham som du er. På trods af det kludder du ind imellem får lavet i dit eget og andre menneskers liv.

Den uforbeholdne, grænseløse kærlighed, havde han sat sit liv ind på. Det havde til sidst kostet ham livet. Hans venner havde været med, da han blev taget til fange, men de var stukket af for at redde deres eget skind. De havde løjet, da man spurgte om de kendte ham for ikke at blive trukket med ind i retssagen mod ham. Og de havde set ham dø ude på Golgatas bakke. Det hele gik i sort for dem, de troede at det hele var slut. Men så var det kvinderne, som vi hørte det før kom ud til hans grav påskemorgen for at lægge deres blomster og græde over det, de troede de for altid havde mistet. Og så sker der det, som ingen havde ventet og som vi stadig har svært ved at forstå: at graven var tom, og de bliver sendt tilbage med budskabet: Han er ikke her, han er opstanden!

Og langsomt begyndte det at gå op for dem, at så var det altså alligevel sandt, hvad han havde sagt om Guds grænseløse kærlighed. Helt ind i døden og fortvivlelsen gik han for at ingen af os nogensinde skal være helt alene uden håb og uden Gud.

I det lys var det Lukas nu forstod historien om den unge mand i Nain. Den var nu ikke bare en glædelig fortælling om en ung mand, der fik nogle flere år at leve sammen med sin mor og sine venner, men om et liv, der ikke længere skulle være prisgivet døden.

Det er det budskab, der også lyder til os her i Terslev Kirke i dag, det budskab lyder over Henriks kiste.

Som vi skal synge om det her om et øjeblik i Holger Lisners stærke nutidige salme, I Susanne og Bjarne har valgt. ”Nu har du taget fra os”. En salme, der ikke kun sætter ord på sorgen og savnet som vi føler, men som også genspejler evangeliet: at også når vi dør er vi i Guds hænder.

Henrik er død, men ikke gået tabt.

Som I vil huske ham resten af jeres liv, sådan er han nu også gemt i Guds erindring og Guds hjerte – i Guds hænder - indtil opstandelsens morgen.

Det har Johanens Møllehave skrevet et lille digt om, som Anne Linnet har sat musik til. Jeg skal skåne jer for at synge det, men her får I de sidste 3 vers.

 

Ingen kan nå dig mer’

Her står dine venner

Hjælpeløst ser vi det sker

Men vi tror du falder i levende hænder

 

Udenfor alle ord

Og de tanker vi sender

Afgrunden er så stor

Men vi tror du falder i levende hænder

 

Stumme og bange fordi

Dit livs lys forbrænder

Om lidt er det hele forbi

Men vi tror du falder i levende hænder

Amen